Analyse: Stoppede Danmarks statsminister kinesisk opkøb i Grønland?

Naval Base "Grønnedal" in Greenland was built by the US during World War II. (Photo: Jan Kronsell)
Kinesisk firma fik ikke lov at købe nedlagt forsvarsstation i Grønland. Stadig mere tyder på, at Danmarks statsminister greb personligt ind.

Kinesisk firma fik ikke lov at købe nedlagt forsvarsstation i Grønland. Stadig mere tyder på, at Danmarks statsminister greb personligt ind. 

  
(Please find an English version of this analysis here.)

Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen har angiveligt ved personlig indgriben forhindret en kinesisk virksomhed i at købe en gammel, nedlagt flådestation i Grønland, der ellers var til salg.

Den danske efterretningstjeneste har længe være bekymret over udsigten til større kinesisk tilstedeværelse i Grønland, men det er første gang, at vi får kendskab til, at den danske regering direkte skal have forhindret et kinesisk opkøb i Grønland.

Sagen har været holdt hemmelig indtil nu, formentlig fordi den kan skabe grundig irritation både i Beijing og i Grønland. Det grønlandske Selvstyre har i en årrække arbejdet på at tiltrække kinesiske investorer bl.a. ved en række ministerbesøg i Kina. Det er en opgave, der næppe bliver nemmere nu, hvor den danske statsminister tilsyneladende har vist personlig vilje til at gribe ind, hvis regeringen bliver bekymret. I Nuuk er man nu optaget af, at det danske forsvarsministerium angiveligt har underinformeret Selvstyret i Nuuk om sagens rette sammenhæng.

Ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq sagde formanden for det grønlandske Selvstyre, Kim Kielsen, på et pressemøde fredag at, "den danske regering burde have givet informationer til Naalakkersuisut, før det kom ud i pressen, at Grønnedal skal igen husere på Flådestationen". Selvstyret er nu i færd med at undersøge forløbet nærmere.

 
Velkendt virksomhed
 
Sagen kom frem, da det danske netmedie defensewatch.dk i sidste uge citerede fem anonyme kilder, der bekræftede, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 kontaktede lederne af de fem politiske partier bag det gældende politiske forlig om det danske forsvars budget.

Statsministeren bad ifølge defensewatch.dk om partiledernes opbakning til, at en gammel flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland nu skulle tages af markedet og igen anvendes af forsvaret. Årsag: Den kinesiske virksomhed General Nice Group var pludselig dukket op blandt de få, interesserede købere til stationen i Grønnedal. Ved at opfinde et nyt behov i det danske forsvar, kunne man behændigt forhindre et kinesisk opkøb, og Lars Løkke Rasmussen fik angiveligt partiledernes accept af planen.

Statsministeriet har hverken be- eller afkræftet forløbet, men en række detaljer er dukket frem, som synes at understøtte de anonyme kilder i defencewatch.dk. 
Det danske forsvar havde i foråret 2016 brugt mere end tre år på en meget omfattende analyse af forsvarets behov netop ved Færøerne og Grønland. I analysen, der blev offentliggjort i juni 2016, stod der intet om et behov for genåbning af Grønnedal. Stationen blev lukket i 2014, og alle funktioner flyttet til den nye Arktisk Kommando i Nuuk.

De lokale indbyggere i Sydgrønland har siden genanvendt en del materialer fra stationen, der i dag ifølge kilder i forsvaret fremstår meget slidt. Forsvaret har i et par år forberedt nedrivning af hele stationen, og tidligere forsvarsminister Peter Christensen, sagde på et møde i det danske folketing den 28. januar i år, at "forsvarsministeriet ikke har noget behov for eller ønske om at videreføre Grønnedal – hverken helt eller delvist."

Alt det ændrede sig tilsyneladende ved statsminister Lars Løkke Rasmussens indgriben. Da de fem partier i forligskredsen i starten af december i år indgik en ny aftalte om bevillinger til forsvarets arbejde i Arktis, var der pludselig opstået et behov for at "genetablere Forsvarets tilstedeværelse i Grønnedal i form af et strategisk, logistisk støttepunkt, som kan anvendes dels til oplægning af brændstof, opbevaring af havmiljøbekæmpelsesmateriel mv., dels til øvelses og uddannelsesformål."

Tilsvarende besked modtog det grønlandske Selvstyre per mail den 30. juni 2016. Mailen er nu via medierne offentliggjort i Grønland. Forsvarsministeriet oplyste her, at General Nice Group havde vist interesse for Grønnedal, men den kinesiske interesse blev ikke nævnt som årsag til forsvarets nye planer. Denne sammenhæng blev ifølge Sermitsiaq heller ikke nævnt, da en departementschef fra Selvstyret for mindre end to uger siden holdt møde med departementschefen i det danske forsvarsministerium, Thomas Ahrenkiel.

 
Kina velkommen i Grønland
 
General Nice Group er tidligere blevet budt velkommen i Grønland. Virksomheden købte i slutningen af 2014 rettighederne til en stor forekomst af jernmalm ved Isua nord for Nuuk. Et britisk selskab, London Mining, havde her haft planer om at etablere den største mine i Grønlands historie. Et par tusinde minearbejdere, herunder kinesiske, skulle udvinde jernmalm til de kinesiske stålværker, men London Mining gik konkurs og solgte til General Nice. Den kinesiske virksomhed har dog siden har meddelt, at selskabet ikke har aktuelle planer om at genoplive Isua-planen, fordi verdensmarkedet for tiden er ugunstigt.

Den danske stats indgriben har nu forhindret General Nice i at udvide sit engagement i Grønland ved Grønnedal. Det synes helt i forlængelse af den danske efterretningstjenestes velkendte bekymring. Her frygter man at kinesiske selskaber skal vokse sig så store i Grønland, at de med almindelig økonomisk pression kan øve indflydelse på det lille og økonomisk svage grønlandske Selvstyre.

Nuuk har længe afvist denne frygt som ubegrundet. Naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, bekræftede på en råstofkonference i Dansk Industri i oktober, at kinesiske investorer er lige så velkomne i Grønland som andre investorer. Vittus Qujaukitsoq er selv hyppig gæst i Kina bl.a. ved en årlig messe for mineindustrien i Kina. Tidligere i år besøgte han den kinesiske virksomhed Shenghe Resources, der har købt 12,5 af et mineprojekt, som sigter mod udvinding af uran og sjældne jordarter i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Danske diplomater har i øvrigt ofte assisteret det grønlandske Selvstyres arbejde i Kina.

Forsvarets efterretningstjeneste har samtidig i nogle år nøje analyseret de kinesiske selskaber, der viser interesse for Grønland. Det er derfor ikke usandsynligt, at Lars Løkke Rasmussen har handlet på råd direkte fra FE. Den gamle sag om flådestation Grønnedals skæbne var for længst afklaret fra forsvaret side, og den ville på ingen måde være en sag for statsministeren, hvis ikke der var tungtvejende nye oplysninger. Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, er tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste og også tidligere departementsråd i Statsministeriet, så kommunikationslinjerne har næppe været komplicerede.


Bygget af USA
 
Grønnedal består i dag primært af et antal træbarakker og et havneanlæg. Flådebasen blev opført af det amerikanske forsvar under 2. verdenskrig i 1942. Amerikanske tropper forsvarede en mine ved Ivittuut, hvor et dansk selskab udvandt kryolit, der var afgørende for produktionen af aluminium, som igen var afgørende for produktionen af de amerikanske kampfly, som skulle indsættes i Europa.

Siden blev basen overtaget af Danmark. Den fungerede frem til 2012 som hovedkvarter for det danske forsvars indsats i Grønland.


 
Martin Breum er dansk journalist og forfatter. Han skriver jævnligt om Arktis i danske og grønlandske medier. www.martinbreum.dk




 

Nøkkelord